Derfor er kunstig intelligens en så virkningsfuld thriller-modstander

En klassisk modstander kan udmattes, ydmyges eller overtales. Et system kan intet af dette overgå, og det nyder aktiv støtte fra alle, der har fundet det nyttigt.

Thrillere drejer sig ofte om afsløring. Modstanderen afsløres, og afsløringen koster noget — position, omdømme, frihed. Den løftestang findes ikke mod et system, som ikke har noget omdømme at miste.

Værre er, at afsløringen kan slå tilbage. At vise, at et bredt betroet system har skabt et dårligt udfald, får ofte den, der viser det, til at fremstå ustabil frem for at have ret.

Det virkelig ubehagelige strukturelle træk er, at modstanderens tilhængere er almindelige, sympatiske mennesker. Kolleger, læger, embedsmænd — alle med gode erfaringer med systemet og ingen grund til at tvivle på det.

Det efterlader hovedpersonen isoleret socialt frem for fysisk. Isolation i en AI-thriller er sjældent et aflåst rum. Det er et rum fyldt med fornuftige mennesker, der venligt er uenige med en.

Spørger man, hvem der er ansvarlig, splittes svaret over et produktteam, en indkøbsbeslutning, en tilsynsmyndighed og en bestyrelse. Hver bærer en forsvarlig brøkdel. Ingen bærer nok til at blive konfronteret.

For en forfatter er det en gave, for det fjerner det traditionelle mål i tredje akt og tvinger et mere interessant spørgsmål frem: hvordan ser en sejr overhovedet ud her?